Impact rapport for 2023 er klar

Impact rapport for 2023 er klar

01. maj 2024

Hellebros Impact rapport for 2023 klar.

Dyk ned i vores resultater, indsatser, aktiviteter og regnskab for ESG og bæredygtighed i 2023.

Læs hele rapporten her

Vi ser frem til at dele indholdet med alle jer, som også er engagerede i at tage ansvar for hjemløsheden blandt unge. Eller jer, som måske søger nye løsninger på andre af de store udfordringer inden for det sociale område som f.eks. særligt udsatte, misbrug, psykiske lidelser, ensomhed og dårlige sociale netværk. 

Hellebro ønsker at påvirke og skabe impact på flere niveauer. For de unge hjemløse handler det om at komme på fast grund og i egen bolig. Samtidig har vi fokus på at opnå og formidle erfaringer med, hvordan private aktører kan være med til at løfte sociale og strukturelle samfundsopgaver. Sidst, men ikke mindst, har vi nu en fem år lang historik og resultater for vores social impact model, hvilket du kan læse mere om i denne rapport. 

2023 har ikke været de unges år. Der er alt for mange unge hjemløse i Danmark. Vi ved, der er mange flere, der flyver under radaren som sofasurfere. De klarer sig selv, undgår systemet og optællinger. Vi ved det fordi Hellebro aldrig har haft så mange henvendelser og en lang venteliste til en plads i herberget. 

De fleste unge er hjemløse, fordi det er umuligt at finde en bolig, der er til at betale. Der er stadig alt for mange sofasurfere. Men vi ser også et stort pres fra flere unges dårligere trivsel og mentale helbred. Men der er ikke hjælp at hente i psykiatrien. Ventelisterne er uendelige. Uden hjælp vil flere og flere unge ikke kunne arbejde eller bo for sig selv, – hvis de overhovedet kan finde noget, de har råd til. Antallet af unge på førtidspension er fordoblet, primært grundet psykiatri. Samtidig har psykisk syge unge mistet deres tillæg til deres kontanthjælp. 

Der er en voldsom opioidkrise blandt unge, og stadig ingen plan for døgnbehandling og indsats. Det er farligt at være ung hjemløs. Der er meget stor risiko for at få misbrug, at udvikle psykiske sygdomme og for at dø meget tidligere end alle andre unge i følge VIVE. Og når de unge først er blevet hjemløse, er der 82% risiko for, at de udvikler misbrug og/eller psykiatri inden for et år. Og så er der sket endnu større skade. 

Jobcentrene jager stadig sårbare unge som vildt, der skal passe i firkantede kasser. Politikerne sparer på skoler, psykologer, psykiatrien, misbrugsbehandling, SU’en, og inflationsplagede priser er løbet fra de unges indkomster, og mange unge er hårdt økonomisk pressede. 

Vi synes det er en falliterklæring, at samfundet afskriver de unge, deres potentiae og hvad de måtte kunne bidrage med til samfundet? 

Budskabet er tydeligt. Danmark skrotter de unge. Det kan ikke undre, at de unge føler sig overset og har svært ved at finde sig på plads i samfundet. Men ligesom vandskaden ikke bliver mindre af, at hullet i taget ikke repareres, bliver det ikke billigere eller lettere at ignorere de unges problemer. 

De unge er Danmarks fremtid, og vi er nødt til at prioritere de unge – for vores alles skyld. 

Foreningen arbejder for at få unge hjemløse i ly, seng, uddannelse, skole og egen bolig. 

Det vil vi gøre bedre, billigere og hurtigere end sammenlignelige tilbud. I håbet om, at vores model vil inspirere både politikere og offentlige aktører, når omkostningerne på socialområdet er løbet helt løbsk, og samfundskontrakten er i knæ. Så bliver vi for alvor nødt til at se på, hvad der virker, hvad der ikke virker, og hvordan vi kan få mere og bedre socialvelfærd for de samme midler. 

Gør vi det bedre? Ja. 238 unge har boet på Hellebro, siden vi åbnede herberget i september 2019. Af de 209, der er udskrevet, er 127 unge flyttet videre i egen lejlighed, lejet værelse, studiebolig eller til et af de eftertragtede §107 bosteder med særlig støtte. Det svarer til, at over 62% er kommet godt videre. 

Socialtilsynet fører både pædagogisk og økonomisk tilsyn med vores arbejde, og giver os virkelig flotte bedømmelser i tilsynsrapporterne. 

Der er ingen tvivl om, at Hellebros fokuserede indsats for sikre de unges trivsel og samtidig være gode samarbejdspartnere med kommunerne og de øvrige offentlige hjælpeenheder har en stor del af æren for vores resultater. 

Det kan vi godt være stolte over. 

Gør vi det billigere? 

Ja. Over fem år har døgntaksten på Hellebro ligget stabilt omkring kr. 1.700 pr. døgn på trods af inflation og stigende priser. Til sammenligning er den gennemsnitlige døgntakst kr. 2.181 i følge SØM. Vi mener ikke det behøver at være dyrt for at være godt. 

Gør vi det hurtigere? 

Ja. Den gennemsnitlige indskrivningslængde er faldet fra 220 dage i 2022 til 184 dage i 2023 – trods stigende psykiatri og øget kompleksitet i beboernes udfordringer. Antal indskrevne dage er et parameter, vi måler vores indsats på, men på den lange bane er det vigtigere at få en succesfuld end hurtig udskrivning 

Foreningen arbejder også målrettet for at udrydde hjemløshed blandt unge. 

Vi tror på, at det nytter og flytter at udbrede kendskabet om unge hjemløse og hvilke indsatser, der virker bedst. Vi skal alle gøre det, der virker. 

Danskerne mødte i april måned de unge hjemløse i TV2s dokumentar de ”Usynlige hjemløse”, der blandt andet fulgte Hellebros unge: Amanda, Benjamin og Martin. TV2 sagde ”De kæmper for at overleve i en verden, som ofte overser dem. Selvom de ikke sover på gaden, er de fanget i hjemløshed og må bo på herberger eller sove på sofaer. En stærk fortælling i fire afsnit om mod, styrke og håbet om at finde et sted at kalde hjem.” 

Martin, værestedsbruger på Hellebro, og direktør Eva Riedel mødtes med Ældre- og Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil i TV2 Go’Aften Danmark til en snak om dokumentaren og de unge hjemløses vilkår. 

Vi blev også klogere af at være i medierne Som kloge Martin lukkede debatten med ”Alt er ikke godt, men det går bedre”, da journalisten insisterede på, at der absolut skulle være en happy end. 

Digital demonstration 

I 2023 forsøgte Hellebro at råbe de ”voksne” politikere på Christiansborg op. I oktober flyttede en række unge hjemløse digitalt deres folkeregisteradresse ind på de fine gange på Christiansborg for en kort stund. En både genial og elegant digital demonstration udtænkt probono til Hellebro af reklamebureauet Marketsquare. 

Formålet var at få de voksne politikere til at bemærke de unge, og måske begynde at tage dem alvorligt. Næsten alle ungdomspartier støttede kampagnen, på tværs af partiskel, men forenede af en tydeligere og dybere generationskløft i det politiske liv mellem de voksne og de unge politikeres interesser. Kampagnemøder, flyttesupport, plakatophæng over hele byen, radio reportager og interviews med pressen. Såvel unge, frivillige og medarbejdere arbejdede engageret med at eksekvere på den årlige hjemløsedag. Og de unge blev både hørt og set. 

I følge medierapporten fra HELP, der hjalp med PR, kom de unge og budskabet ud til 2.380.494 danskere takket være store artikler blandt andet i Berlingske, TV2 Kosmopol og DR P4. Det håber vi flytter noget. 

2023 har været et svært år for fundraising 

Vores mission kan ikke opfyldes uden støtte fra både private organisationer, virksomheder og helt almindelige mennesker, der frivilligt giver deres tid og penge til foreningen. 

På den ene side var vi meget taknemmelige over at modtage en meget flot donation fra Majinvest, da vi sendte nødråb ud i efteråret. Og vi er meget stolte over at have indgået et strategisk samarbejde med Øresundsbroen om frivillighed, oplevelser for de unge og en flot donation. 

På den anden side har det haltet med indtægter fra medlemmer, fonde og virksomhedsdonationer i 2023, og det er ikke lykkedes os at skaffe nok donationer for at beholde SKATs godkendelse efter LL §8A, der giver mulighed for en momsfritaget frivillig forening, som Hellebro, at søge om momskompensation for 2023. 

Vi og andre NGO’ere bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer – og i vores tilfælde på at rejse penge til det sociale arbejde for de unge i værestedet. Hellebro arbejder derfor på at finde en mere bæredygtig måde at finansiere foreningens sociale arbejde i værestedet, der er vigtigere end det nogensinde har været. Det må være muligt. 

Alt i alt er vi stolte af det arbejde, som vi i 2023 har skabt sammen med alle Hellebros venner. Vi håber, at både resultaterne og måden vi arbejder på, vil påvirke positivt. 

God læselyst fra alle os på Hellebro! 

Flere artikler

Vi mangler frivillige på Hellebro

Vi mangler frivillige. Og her prøver Eva at forklare, hvordan man bliver det. Men det er faktisk meget enkelt. Du skriver til info@hellebroen.dk

11. sep. 2025 Se mere

Deloitte smider bombe under politisk indgreb mod udskældte bosteder

Private bosteder leverer markant bedre resultater end offentlige. Anbefaler mere viden og transparens for at sikre langsigtet samfundsøkonomisk ansvar.

28. feb. 2026 Se mere

Impact rapport for 2023 er klar

Hellebros Impact rapport for 2023 klar. Dyk ned i vores resultater, indsatser, aktiviteter og regnskab for ESG og bæredygtighed i 2023.

1. maj. 2024 Se mere
Se alle nyheder

Du kan også hjælpe

Støt Hellebros unge

Vores frivillige, vil så gerne holde unge væk fra gadelivet.

Og kan vi dokumentere over 300 medlemmer, og 100 donationer a 200 kr. ved årets udgang. Har vi mulighed for at søge om momsrefusion, som gør en kæmpe forskel for vores arbejde hele året rundt.

Bliv samarbejdspartner

En række samarbejdspartnere har gjort rigtig meget for, at Hellebro er blevet til noget. Eksempelvis L’Oreal, der har sørget for, at de unge har et Beauty Lab med alt hvad hjertet begærer af beuaty produkter og make-up, hvor der er dejligt og fred til at udøve noget selvomsorg.